Jeg er kommet hjem efter en god uges ferie i forskellige dele af landet. Eller rettere: jeg er tilbage. For efter det er blevet officielt, at jeg skal rejse, og især efterhånden som afrejsedagen nærmer sig med stadigt hastigere skridt, føles mit pit på Kalundborgvej bare ikke hjemligt mere.
Jeg kender masser af mennesker på min egen alder, som, når de skal besøge forældrene, siger: "jeg skal hjem". Jeg har aldrig rigtig forstået det udtryk, for mit hjem har altid været der, hvor jeg boede på det pågældende tidspunkt - og har den hjemlige følelse, jeg har forbundet med mit barndomshjem, altid været meget begrænset.
Hertil kommer, at de steder, jeg ellers har kunnet karakterisere som "hjemlige", ikke eksisterer længere som en mulighed. Min far er flyttet til et nyt sted, som jeg ikke kender (og han har i øvrigt ikke rigtig plads til at få besøg af mig), og min søster og hendes mand er flyttet (de har masser af plads, men stedet føles bare ikke hjemligt for mig endnu). Så alt i alt er jeg temmelig rodløs i disse dage. På den måde er det godt, at jeg står med det ene ben i Oslo. Planerne er langt, og billetten er bestilt. Men følelsen af hjem viser sig næppe, før jeg får et permanent sted at bo. Før jeg får et liv i Oslo. Jeg tror nok, det skal gå rimelig hurtigt, i hvert fald med det sidste, men jeg længes efter den der ro der ligger i at vide, at man hører til et sted. For lige nu hører jeg ikke rigtig til nogen steder, og det er f**** hårdt.
Der er givetvis nogle eksistentielle issues her, men dem kan jeg altså ikke gennemskue lige nu... :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar