I begge ender af et kontinuum

Jeg har brugt en del tid på det seneste på at filosofere over dette her med at være alene. Jeg husker en skoleopgave, jeg - og resten af klassen - fik engang: vi skulle skrive en dansk stil om ensomhed. En af mine klassekammerater beskrev forholdet til sin lillebror. Vi vidste alle sammen godt, at de havde et noget anspændt forhold, det var ingen hemmelighed, men jeg blev alligevel overrasket, da hun beskrev en verden, som lillebroren ikke var en del af.
Alle vi andre, mig selv inklusiv, beskrev en verden uden venner og netværk, og alle beskrivelser var forfærdeligt deprimerende (og banale, som man nok kan forestille sig, den slags er, når det er tweens, de står for arbejdet), og jeg syntes denne pige var helt vildt sej, fordi hun havde en dimension af "alene", som jeg ikke havde fanget (og hun havde bare én bror, jeg har trods alt tre søskende!).
Jeg har aldrig glemt det, og nu er det alligevel 18-20 år, siden det fandt sted. Men jeg har også lært efterhånden, at der er stor forskel på at være alene (som min klassekammerat beskrev det) og at være ensom (som opgaven lød på).

Jeg kan faktisk rigtig godt lide at være alene. Men der er (ofte) en hårfin grænse til ensomheden, og jeg krydsende den i dag: da jeg havde fri fra arbejde, glædede jeg mig til at komme hjem til mig selv. Jeg havde afsluttet arbejdsdagen med et telefonopkald, der - endelig efter gentagne forsøg - lykkedes til UG og lidt mere. En kunde havde brug for vejledning, og hun havde bedt mig ringe op kl. halv fire (jeg havde fortalt hende, at min arbejdsdag sluttede kl. fire. Så da vi havde talt sammen i 38 minutter (og jeg jo faktisk havde fået fri), måtte jeg simpelthen afbryde hende og sige, at jeg nok skulle følge op på hendes spørgsmål på mandag, men nu gik jeg altså hjem.
Jeg var træt, blodsukkeret var helt i bund, den søde mand havde ikke sendt en melding, og jeg havde en drønende hovedpine. Jeg skulle bare hjem og være mig selv.
Nu er jeg så hjemme. Sukkerdepoterne er fyldt op igen (med nybagte boller og te, mums!), jeg sidder i sofaen, der er ro omkring mig, og pillerne virker. Og nu melder ensomheden sig. Nu, hvor de fysiske behov er dækket, bliver de sociale behov virkelige. For selvom jeg jo synes, det er fedt at kunne lukke døren til verden, så er jeg også et socialt væsen, og jeg trives i bund og grund bedst, når der er mennesker omkring mig.

På tre timer har jeg oplevet både 'alene' og 'ensom'. Og selvom det nok er sundt for mig og min personlige udvikling at være lidt ensom en gang iblandt, så glæder jeg mig til Winnie og Bailey i morgen, for hverken Winnie eller Bailey kan stå stille i tre minutter, så jeg får helt sikkert nok og vil glæde mig til at komme hjem til en stille lejlighed :-)

Plus og minus

Jeg bryder mig ikke om Kongehuset, det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, men forleden dag fik jeg alligevel et input, som fik min tro til at vakle:
Måske er det faktisk både godt og sundt for en nation at have en samlende figur, en slags national samvittighed, som ikke er politisk..? En præsident er jo politisk orienteret, men det er en monark ikke... På den måde kan det måske (trods alt) være meget fint med et kongehus.
Selvom det stadig er mig inderligt imod, at nogle mennesker kan fødes til privilegier, rettigheder og pligter, som almindelige borgere ikke nyder godt af/er underlagt. Det er fx fair nok, at der er repræsentationslokaler på Christiansborg og Amalienborg og alle andre -borg'e rundt omkring i Danmark (og Norge og Sverige og England og alle andre monarkier i verden), men der er næppe nogen - heller ikke monarken eller dennes familie - der har brug for en 500 m2-bolig!?
Jeg vil vove den påstand, at en stor del af disse boligarealer med fordel kunne brydes op i mindre parceller/lejligheder og udnyttes til almene boliger eller skæve boliger eller noget helt tredje.
Alt i alt er jeg fortsat ikke tilhænger af kongehuset, men der kunne nok komme til at mangle en moralsk rygrad i samfundet, hvis der ikke fandtes institutioner, som var frie af partipolitik. Noget, der er konstant, selvom magten skifter.
Nogle ville nok mene, at kirken kunne være en sådan samlende kraft (og det er jeg jo i princippet helt enig i), men i betragtning af den - ganske hurtigt - svindende opbakning kirken oplever, så er det måske heller ikke det sikreste sats...
Forslag modtages gerne, så jeg kan være ordentligt forberedt, når verden bli'r min :-)

En ny hverdag

I dag har været min første dag i den nye lejlighed.
Jeg kom på arbejde i ordentlig tid, jeg har været ude og løbe (for søren, hvor har jeg savnet mine løbesko!), og nu sidder jeg med karrysuppen :-)

Desuden har jeg taget første skridt til at overvinde mig selv: jeg har talt norsk med en dame inde på Trafikanten, hvor jeg skulle købe et månedskort til bussen. Jeg har talt norsk!! Go me :-) Det kommer til at kræve overvindelse de næste mange gange, men nu ved jeg, at jeg kan, og det er en begyndelse.

Jeg havde egentlig bestemt, at jeg skulle cykle eller gå ned til bussen om morgenen, men når valget står mellem at holde fast i principperne og gå hjemmefra 6.30 eller være magelig og gå hjemmefra 6.45, så vinder mageligheden. Til gengæld er jeg så kommet i gang med at løbe igen, så det er okay at være magelig på morgenkvisten, synes jeg.
Og nu er det vist tid til strikketøjet :-)

En sjov balancegang

Jeg har opdaget noget interessant: man skal holde tungen lige i munden, når man dater mere end én fyr ad gangen. Men jeg kan faktisk godt finde ud af det. Og jeg synes, det er skidesjovt :-)
Der er rigtig mange dejlige mænd i Oslo, som godt gider at bruge deres tid på mig. Og - heldigvis for mig - har nordmændene ikke opdaget, at kvinder godt kan betale for deres egen kaffe/øl, når de går i byen. Så i denne uge har jeg drukket flere kopper kaffe og flere øl, og jeg har endnu kun betalt for en øl til hhv. mig selv og min date. Hvorefter han kvitterede med en øl til mig - man er vel en gentleman :-)
Og ugen er ikke slut endnu. Især har jeg en date på søndag, som jeg glæder mig rigtig meget til, men jeg har en fornemmelse af, at der kommer flere inden den tid.
Man skal selvfølgelig ikke sælge skindet etc., men jeg tror, det kommer til at holde stik.
Jeg kan kun sige: det er fedt at bo i Oslo!

I går blev min far opereret. Det va r "bare" en ny hofte og som sådan et rutineindgreb, men jeg synes, der er meget langt til Danmark i disse dage. Han har det godt, og jeg har hørt fra ham flere gange, men det var ikke sjovt at sidde på arbejdet i går og vide, at nu ligger  min far under kniven.
Min faglige viden siger mig - og har hele tiden gjort det, at han nok skal komme godt ud på den anden side, men mine følelser var altså lige lovligt nervøse :-)

I sidste uge snakkede jeg en dag lidt med en kollega, da vi havde fri om eftermiddagen. Vi var enige om, at der var vinter i luften den dag. Her til morgen cyklede jeg forbi en mand, som stod og skrabte rim af sine bilruder. I søndags faldt der sne på fjellet. Så meget, at de billister, der ikke havde fået skiftet til vinterdæk, havde seriøse problemer.

Jeg lider ikke af hjemlængsel, men Danmark føles langt borte i disse dage.

Når vennerne tænker på mig

Jeg elsker at få breve, postkort, pakker, gaver etc. med posten. Det er det fedeste (når der ikke er tale om rudekuvertre, forstås)! Når man står der med en uåbnet konvolut og ved, at der er historier og nyheder og tanker fra et andet menneske til mig indeni. Det er et lille øjeblik af himlen hver gang.

Jeg har fået brev fra min farmor i dag. Til trods for, at hun nærmer sig 90 med hastige skridt, klarer hun alligevel at skrive brev til barnebarnet i Oslo - tillige med en masse andre ting. Og jeg ved, at hun sender mig kærlige tanker hver dag.
(NB. Hvis nogen i familien læser dette her og har muligheden for det, vil I så ikke tage et print og give til den gamle dame? Tak.)

I sidste uge modtog jeg ikke mindre end to pakker fra min søster. 1) Fire dameblade af forskellig beskaffenhed, og jeg læser kun ganske lidt ad gangen, så de kan vare rigtig længe. Og 2) en kasse med mange, mange lakridser. Jeg ved ikke, hvilken der var bedst :-)

Pointen er, at jeg har en fornemmelse af, at selvom jeg har forladt familien og vennerne, og de er langt væk fra mig (for jeg er rigtig dårlig til at holde kontakten), så er jeg ikke langt væk fra dem. Og hver gang jeg får breve eller pakker, så ved jeg, at de har tænkt på mig i lang nok tid til faktisk at lade det komme til udtryk i et fysisk produkt.

I går holdt Lise fest for mig, selvom det bare var en torsdag aften. Hun inviterede min to danske veninder, Lina og Winnie, til at komme og spise. Så der blev dækket borg med de pæne tallerkener og sølvtøjet, og Lise lavede rejer til forret, elggryde med hjemmeplukkede svampe og hjemmerørte tyttebær og æblekage til dessert. Og det var skidehyggeligt. Og jeg skylder helt sikkert en omgang på den konto. Både til Lise og til universet, for der er tale om karma her, som skal tilbage i balance, og jeg er bagud nu.

Tænk engang at en dame som Lise, helt almindelig, åbner sit hjem og sin familie for en fremmed: "du kommer bare, og du må blive, så længe du har behov!", og så holder hun tilmed en fest for mig. Jeg er rørt dybt ind i sjælen.

Så i aften, når jeg går i seng, vil jeg sende en bøn til Vorherre med tak for venner og familie, som ikke glemmer mig, selvom jeg er langt væk.
De skal leve! Hip hip Hurra!!

Totalt ynke-hund

Jeg har hovedet fuldt af snot. Det er i selv selv træls nok. Men jeg har tilmed (sikkert fordi huden omkring næsen er blevet lidt slidt af de mange omgange kleenex) fået en lillebitte bums lige under den der hudfold, der adskiller de to næsebor. Og den gør ondt! Så jeg kan ikke engang komme til at tage den væk (selvfølgelig efter rigeligt sprit på hænderne og fingerspidserne forsvarligt dækket med toiletpapir.
Læg dertil en lille smule feber og endnu en date, som blev aflyst uden grund.
Jeg har rimeligt ondt af mig selv i dag :-(