Karrierevalg i Norge

Jeg får så mange komplimenter for tiden. I lørdags mødte jeg en mand, som mente, at jeg var en 'dejlig dame'; jeg har godt nok mistanke om, at han var temmelig beruset, så jeg ved ikke om det tæller i virkeligheden, men det var da rart at høre alligevel. Og i dag sagde en af mine kolleger, at hun var meget imponeret over, hvor god jeg var til at snakke med kunderne i telefonen, og hun mente bestemt, at jeg måtte have erfaring inderfor kundeservice. -Hvad jeg jo ikke har, jeg er bare et naturtalent :-)

Og så er jeg faktisk begyndt at sætte pris på mit nye arbejde. Det er dejligt at høre, at kunderne er glade for en dansktalende medarbejder, og jeg ved, at jeg giver dem god service, og så er det faktisk også hyggeligt at sidde sammen med de andre damer (eller piger, eller hvad de nu er). Vi begynder at kende hinanden, og det hjælper selvfølgelig  også på det. Jeg holder nu stadig fast i, at jeg skal evaluere om et år, og hvis det er en mulighed, så skal jeg have mig et ergojob, for jeg tror ikke, kundeservice er godt for ergokarrieren i det lange løb.

Jeg tænker imidlertid også, at det nok er meget godt for min norske ergokarriere, at jeg giver mig tid til at lære sproget, for det er jeg altså ikke vældig god til. Og jeg er sikker på, det er en fordel at kunne sproget, når jeg skal til at samarbejde med læger og sygeplejersker eller pædagoger eller en helt tredje gruppe, for ikke at tale om patienter eller børnehavebørn eller andre, som måske har mere end almindelig vanskeligt ved at kommunikere (med én, som taler underligt aka. dansk). Så jeg skal øve mig i at tale norsk.

Jeg vil ikke undskylde mig, men jeg tror, andre kan have det lettere: når man kommer til et fremmed land, lærer man jo at tale sproget, når man er tvunget til det, men det er jeg aldrig. Selv på mit arbejde er jeg jo ansat til at tale dansk (til forskel fra mange andre, som er tvunget til at tale norsk på arbejdspladsen og så kan vælge frit efter arbejdstidens ophør). Så jeg kan sikkert godt tale norsk (eller noget, der ligner) med kollegerne, men det virker på en måde også åndsvagt. 

Og så er der noget interessant i Norge. Jeg har aldrig været i USA (og har egentlig heller ikke lyst til det), men jeg har en fornemmelse af, at Norge på mange måder ligner: der er et enormt behov for at vise, at man kan noget. Måske fordi samfundsstrukturen er mere liberalistisk opbbygget med en højere grad af brugerbetaling på services, som i Danmark er gratis (fx går rigtig mange unge mennesker på private buisness colleges), og derfor har nordmændene et stort behov for at vise, hvad de kan, og hvad de har. Jeg er fx blevet bekendt med indeståendet på mindst to af Lises tre sønners opsparingskonto'er. Og det ville man jo aldrig afsløre i Danmark, og da slet ikke overfor en relativt fremmed. Og de går vældig meget op i karriere, og hvad der kan fremme karrieren.
Eller måske er det bare den familie, jeg er havnet i, det ved jeg jo ikke. Men det er da interessant at et samfund, som ligger så nær ved det danske på rigtig mange områder (geografisk, socialt, historisk etc.) alligevel er så forskelligt...  :-)