søndag den 11. september 2011

På sightseeing

Jeg var på sightseeing i går i Oslo. Helt alene i fire timer gik jeg rundt i byen og nød vejret (som var ualmindelig smukt - efter danske standarder). Høj sol, blå himmel, intet overtøj, dejligt :-)
Jeg var bl.a. omkring Operaen, som efter sigende skulle være helt speciel. Lise og hendes drenge har flere gange gange opfordret mig til at gå forbi og kigge på den. Og jeg må sige, den lever op til forventningerne og lidt til. For det første ligger den utrolig smukt ud til vandet, så der faktisk er mulighed for at gå ned og dyppe tæerne i pausen, hvis man skulle få lyst til det. For det andet er arkitekturen interessant; jeg tror måske, det er meningen, at den skal associere til fjeld og is (der ligger også sådan en mærkelig lille glas-ø ude i vandet, og jeg tror, den hører med til sceneriet) med store glaspartier. Nu var jeg jo ikke inde for at høre musik, men jeg var omkring toiletterne, og de var imponerenede! Lidt mørke ved første øjekast, men meget smukke - hvis man kan sige den slags om et "offentligt" toilet? Væggene var beklædt med små kakler (1,5x1,5 cm) med en marmorering, der lignede årerne i et træ og farven var glitrende et sted imellem guld og bronze. Meget smukt.
Jeg fik helt lyst til bare at blive derinde: "Tjener, kan jeg venligst bede om en café au lait, tak?"

Bagefter tog jeg til Grønland. Der er naturligvis ikke tale om øen, men derimod om den bydel i Oslo, som hedder Grønland, opkaldt efter de meget dejlige grønne områder omkring Akerselven. Her ligger shawarmabarer, afro-frisører og små butikker med mærkeligt nips side om side. Her bor de ugen og hippe, men (efter sigende) også dem, som synes det er sjovt at slå folk ned, når det er mørkt. Der har desværre været en del røverioverfald i dette område på det sidste, og det er lidt ærgerligt, for jeg kunne faktisk godt tænke mig at bo der, men jeg er ikke sikker på, jeg tør...

Da jeg havde gået rundt i Grønland i et stykke tid, begyndte jeg at blive sulten, og jeg kunne sådan set bare have gået ind og købt en kebab, men jeg havde bestemt, at jeg skulle gå på Peppes Pizza, som folk heroppe er helt vilde med: jeg tror faktisk, der er flere Peppes'er, end der er McDonalds'er. Så jeg fik mig en pizza med røget laks og rømmedressing (rømme minder om creme fraiche, men er knap så syrligt i smagen og meget lækkert).

Efter lunsj'en var det egentlig meningen, jeg skulle gå på universitetet (og bagefter igen på den Ben&Jerrys isbar, der ligger på Carl Johan), men jeg havde simpelthen så ondt i fødderne, at jeg ikke orkede mere, så jeg tog metroen hjem igen i forventning om, at jeg kunne sætte mig på teressen med en bog (jeg er begyndt at læse på norsk i håb om, at det kan bedre mine sprogkundskaber lidt), men da jeg kom hjem, var solen borte, og den forblev gemt bag skyerne resten af dagen, selvom det dog holdt tørt.

Efter aftensmaden (en rest af Lises lækre fiskegratin) gjorde jeg nogen for mig selv: jeg gi ud på terrassen og lavede solhilsen og forskellige andre yogaøvelser. Det var nok noget nær den perfekte afslutning på en rigtig dejlig dag i Oslo.
Og i dag overvejer jeg så, om jeg skal springe på cyklen og køre en lang tur, men det bliver ved overvejelserne lidt endnu, for det regner. På den der 'silende sommerregn'-måde, som man ofte (men ikke altid) oplever i Danmark. I Norge har de ikke det der støvregn. When it rains, it pours!
I stedet vil jeg måske bare blive herhjemme og nyde min ensomhed og se Stolthed og Fordom (den gode, gamle fra BBC, naturligvis), som jeg fandt på biblioteket forleden. Der er ingen, der som Mr. Darcy kan fordrive selv de tungeste mentale regnskyer :-)

1 kommentar:

  1. Ååh hvr er jeg misundelig. Jeg savner Oslo - selvom jeg kun har været der 2 gange. Var du ikke oppe og drikke the hos Sille? Husk at købe dig en lækker jakke (Bergans, Norröna el.lign). De er så billige i Norge. Har spurgt kasper om vi ikke skal på forårsferie i Norge, og han er bestemt ikke afvisende. Vi kombinerer dog nok med nogle dage på fjeldet med rygsækken ;)
    Tak for din hjælp. Alt er sendt afsted, så nu må det briste eller bære.
    De kærligste tanker fra Rie

    SvarSlet