lørdag den 17. september 2011

Når man mærker alderens trykken

Jeg har været ude på en meget lang gåtur i dag. Fra Frognerseter til Ullevålseter, hvor vi holdt pause og spiste kanelboller (som er en slags kanelsnegle, bare bedre), og derfra videre til Sognsvann. En tur på ca. 10 km, og hvis man ellers holder sig til vejen, er der ingen problemer. Party'et var imidlertid temmelig meget off road, og jeg tror, alle fik våde sko. Og vi var meget stille i t-banen på vejen hjem i forhold til, hvordan snakken gik, da vi var på vej op på fjellet. Og så var det endda den skånsomme tur, vi fik i dag.
Men det var en dejlig tur, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg tager den. Desuden skulle de servere en fabelagtigt god æblekage oppe på Frognerseteren, så mon ikke jeg kommer til at tage turen den anden vej engang snart? -Jeg tror det.

Vi var fire piger afsted, heriblandt en, jeg ikke kendte i forvejen. En norsk pige, som på et tidspunkt spurgte mig, om jeg var tilfreds med at bo i Norge. Og det kunne jeg jo kun svare bekræftende på, især i betragtning af at vi i det samme passerede den ene vidunderlige udsigt efter den anden. Uanset om man bryder sig om at være i Norge, og om man bryder sig om nordmændene, så er Norge et meget smukt land. Her er storslåede vidder og skønne udsigter, som kan tage pusten fra enhver.

Det er bare en skam, at man næsten er sikker på at få ondt overalt i kroppen, hvis man vil op og nyde udsigten :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar