Vandet smager underligt heroppe. Sådan lidt af jord-agtigt. Og så er farverne på en måde klarere. Otto Mortensen må ha' været i Norge på Østlandet, da han skrev "Septembers himmel er så blå", for det er den virkeligt heroppe. Den grønne farve i græsset er næsten fluocerende. Luften er klar, selvom jeg kun er 15 km fra Oslo centrum. Og så holder bilerne tilbage for fodgængerne, og man må cykle på golfbanen. Mærkværdigt...
Hertil (og i forlængelse heraf) kommer selvfølgelig den forskel der sker med mig, både bevist og ubevist for mig. For der er helt sikkert sket en forandring med mig på de få dage, jeg har været her. Sandsynligvis vil der ikke være tale om en permanent forandring, hvis jeg rejser hjem i næste uge, men jeg er fx begyndt at høre en norsk stemme inde i hovedet, selvom det er en dansk tekst, jeg sidder med. Jeg er også begyndt at svare "bare hyggeligt" (og rulle på r'erne) i stedet for "det var så lidt".
Jeg gætter på, at de forandringer, der sker med mig, uden jeg opdager det, vil vise sig at være de permanente. Dem der også vil hænge ved, selvom jeg skulle forlade Norge engang i fremtiden. Og der er givetvis ikke tale om forandringer, jeg ikke også ville kunne opleve, hvis jeg var rejst til Ungarn eller Argentina, for jeg tror mere det handler om at få udvidet horisonten og udfordret fordommene, end det handler om "Ziva i Norge".
Så der er mange forskelle. Både indenfor og udenfor mig, og flere, som sker i mig udenfor min kontrol. Og det er jo dem, der er de virkeligt interessante :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar