Ligt retfærdighed, tak

I dag er det officiel flagdag i Danmark. Der er ikke så mange, der ved det, men man har besluttet, at det skal markeres, at der er masser af mennesker, der risikerer liv og førlighed i kampen for demokrati og menneskeret.
Så langt er jeg enig. Jeg synes, det er helt fint - ja, faktisk påkrævet - at vi hylder de mennesker, der er med til at gøre verden til et bedre sted, ingen tvivl om det.
Men hvad med alle dem, der bruger deres tid og liv på at hjælpe andre? Her tænker jeg på sygeplejesker, lærere, pædagoger, socialrådgivere, politibetjentene og andre, som måske nok arbejder, fordi det skal man jo (for at have råd til at holde fri), men som ofte tager jobbet med hjem (inde i hovedet), fordi masser af problematikker fra hverdagen (på arbejdet) kan være næsten umulige at slippe? Alle dem, som bliver udsat for trusler eller direkte vold, som må se til, når de ikke er i stand til at udføre arbejdet, som de ønsker, fordi ressourcerne er knappe, som brænder ud, fordi der til sidst ikke er mere at give af?
Hvorfor er der ikke nogen på Borgen, som synes, det er vigtigt at hædre disse mennesker? De sætter nok ikke livet på spil i samme grad som soldaterne i Afghannistan (måske med undtagelse af betjentene på Nørrebro), men de kan umuligt være mindre vigtige end soldaterne.
Alle dem, der tager imod medborgerne - store som små - med ønsket om den bedst mulige behandling og/eller hjælp. 'Så løber vi bare lidt hurtigere'. Men de får ikke nogen flagdag. De ønsker det sikkert heller ikke, hvis man spørger dem. Bare lidt anerkendelse for det store stykke arbejde, de faktisk gør, men som forsvinder i mediernes stadigt dårligere omtale af folkeskole og hospitalsvæsen.
Hvor er vores flagdag?